Sydstevns Energifællesskab
← Tilbage til artikler

Anne Abraham

Til gavn for de mange

SSEF om at begrænse generne for naboer og skabe lokal, grøn energi med ejerskab og økonomisk udbytte på Stevns.

Anne Abraham fra SSEF ved kysten på Stevns

I Sydstevns Energifællesskab (SSEF) er vi overbeviste om, at projekt Storemark er til gavn for de mange, og at generne for de få kan begrænses ganske betydeligt.

Lad os tage det sidste først:

Begrænsning af generne

SSEF har tilbudt de nærmeste naboer en ekstraordinær kompensation med ønsket om både at imødegå eventuelle gener og kompensere for de forandringer, projektet vil medføre.

Projektet er baseret på to høje vindmøller, som er valgt af flere grunde:

  1. De er særdeles effektive og kan forsyne 13.000 boliger i Stevns med strøm. Sammenlignet med lavere møller som eksempelvis de ældre Bakkely-vindmøller skulle der opstilles mere end 25 vindmøller for at producere samme mængde strøm som de foreslåede to.
  2. Møllehøjden begrænser nogle af de gener, som kan påvirke naboer. Møllerne støjer mindre, fordi tårnet sidder højere oppe, og de roterer langsommere og fremstår dermed roligere end lavere møller. Nutidens møller støjer også mindre end de gamle møller.

En højere vindmølle har således flere fordele: Den er langt mere effektiv, synes roligere og støjer mindre, da generatoren er placeret højere over jorden.

SSEF tilbyder naboerne medejerskab af vindmøllerne. Derudover tilbydes naboer en andel i og gratis strøm fra SSEF i en årrække. Begge dele giver de nærmeste naboer direkte medindflydelse i vindmøllelauget og i energifællesskabet. Begge tilbud indebærer også en økonomisk gevinst ud over de ordninger, staten allerede har fastsat.

Ved nabomøde i maj blev der spurgt om, hvorvidt medejerskab vil betyde, at naboerne fratages mulighed for værditabserstatning. SSEF oplyste, at ejerskab under 1 promille ikke forventes at fratage mulighed for erstatning, men at det er et væsentligt forhold, som skal afdækkes, så naboerne ikke stilles ringere – men bedre.

Til gavn for de mange

Vi mener, at vi også på Stevns skal tage medansvar for den grønne omstilling og elektrificeringen af Danmark. Både nationalt og kommunalt er der sat ambitiøse mål for grøn energi, som kun kan nås, hvis der gennemføres lokale initiativer. Landvind er langt billigere end havvind, og vores projekt har et omfang, som gør det gennemførligt for et lokalt forankret vindmøllelaug.

Alle borgere på Stevns tilbydes at købe andele i projektet med et forventet afkast på mere end 10 %. I første omgang får alle mulighed for at købe 10 eller 20 andele, så ejerskabet forankres så bredt som muligt. Flest mulige borgere på Stevns skal have glæde af det økonomiske overskud, som møllerne kommer til at generere.

Med lokal produktion på lokalt ejede vindmøller vil vi yderligere kunne dæmpe prisstigningerne på den del af strømmen, som produceres og bruges samtidigt på Stevns. Det vil også mindske risikoen for black-outs på grund af manglende netkapacitet eller for lille produktion.

Kan du som borger på Stevns se værdien af at producere lokal grøn strøm, som vi selv ejer og har indflydelse på, kan du give din opbakning til projektet på www.storemark.dk. Der har vi også samlet mange flere fakta om projektet, om vindmøller og information om de lovbestemte forhold.

Bak op om Storemark

Vis din interesse for lokal, vedvarende energi på Stevns. Det tager under et minut og er helt uforpligtende.

Støt her